Piskesmæld ved trafikuheld
Har du pådraget dig et piskesmæld i en bilulykke, har du i udgangspunktet ret til erstatning. Det er modpartens ansvarsforsikring, der skal udbetale erstatningen. Det er nemlig sådan i Danmark, at man skal have en ansvarsforsikring på den bil man ejer. I nogle tilfælde er der dog ikke en modpart enten, fordi det er en soloulykke eller, fordi modparten stikker af fra ulykken. Herunder beskriver vi de forskellige scenarier og de muligheder, der er knyttet til hvert.
Var du alene om ulykken?
Hvis du alene var involveret i ulykken – måske mistede du herredømmet over bilen og kørte mod et træ eller kørte i grøften eller lignende – og fik en piskesmældsskade, kan du naturligvis ikke få erstatning gennem modpartens forsikring. Der er dog den mulighed, at du kan få en erstatning gennem din ulykkesforsikring eller gennem en førerulykkesforsikring.
Flygtede modparten?
Kom du til skade og pådrog dig piskesmældet som følge af en ulykke, hvor modparten flygtede fra ulykkesstedet eller ikke var i besiddelse af en ansvarsforsikring, har du mulighed for at få en erstatning fra det, der hedder DFIM. Det er en forkortelse for Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. DFIM er et grønkortbureau og de træder til, hvor det drejer sig om sager, hvor modparten er ukendt eller, hvor bilen ikke var forsikret. Alle medlemmerne består af forsikringsselskaber, der alle tilbyder ansvarsforsikringer til biler og andre motorkøretøjer. Det er en international forening.
Var du selv skyld i ulykken?
Hvis folk selv bærer skylden for en ulykke, anmelder de den til tider ikke. De synes måske det er bedst at ordne det privat med modparten. Enten fordi de synes det er pinligt at have gjort noget dumt i trafikken eller, fordi de mener, at det gør det billigere. Mange er ikke klar over, at selvom de selv er skyld i færdselsulykken ved for eksempel at have overtrådt færdselsreglerne, så kan de godt søge erstatning. Det er oveni købet sjældent at den erstatning man kan få fra ansvarsforsikringen reduceres. Så der er al mulig grund til at søge om erstatning, selvom man selv er skyld i uheldet.
Sørg for at komme til lægen
Det er utrolig vigtigt, at du tager på skadestuen eller til egen læge indenfor tre døgn efter ulykken, hvis du har symptomer på piskesmæld. Det skal dokumenteres i din journal, så der ikke han sættes spørgsmåltegn ved, hvornår symptomerne opstod. At få anerkendt et piskesmæld, der af en eller anden grund ikke blev anmeldt indenfor de tre dage, kan være en meget svær sag. Det kan betyde, at du ikke kan få den erstatning, som du har krav på.
Meld din skade straks
Det er som sagt meget vigtigt at anmelde din skade med det samme. Der er nemlig en forældelsesfrist på tre år ifølge forældelsesloven. Det vil sige, at efter tre år kan du ikke længere søge om erstatning hos modpartens ansvarsforsikring. Som nævnt tidligere er der mange skadesramte, der desværre ikke tror, at de kan få erstatning, fordi de enten selv er skyld i ulykken eller ikke kender til muligheden for erstatning hos DFIM. Men det er vigtigt at melde sin skade uanset, hvad man selv tror eller uanset, hvor pinlig man synes uheldet var. Hvis du rammes af piskesmæld har du krav på erstatning under alle omstændigheder.